Se nu: "L'Envol" med Katherine Choong
Katherine Choong, den første schweiziske kvinde til at bestige en 9a-rute, søger en ny udfordring. Denne udfordring kaldes «Fly», er 550 meter lang, består af 20 reblængder – hvoraf de tre sværeste er gradueret 8b, 8c og 8b+ – og ligger i Lauterbrunnen-dalen i Schweiz. Katherines film «L'envol» viser atleten klatre på sin mentale og fysiske grænse, samt de udfordringer og lykkelige øjeblikke, som et rebhold bringer med sin egen partner.
En personlig rapportÂ
Efter at have klatret i omkring tyve ĂĄr pĂĄ enkeltpitch-ruter og i konkurrencer, havde jeg brug for nogle nye udfordringer. Derfor begyndte jeg i 2021 at tackle nogle svære store multipitch-ruter. I 2023, efter at have klatret flere af dem, inklusive “Hattori Hanzo” 8b+ max (280 meter) og “6.4 Sekunden” 8b+ max (170 meter), følte jeg mig klar til endelig at forsøge det umulige: Flyve.Â
Se filmen:
Katherine Choong forsøger at klatre multipitch-ruten Fly (8c, 550m) i Lauterbrunnen-dalen, Schweiz.Â
Det, jeg kan lide ved klatring, er, at der ikke er plads til konkurrence. Udfordringen er blot at konkurrere mod dig selv og gå den ekstra mil. Følelsen af, at din krop og sind er i perfekt harmoni for at opnå bedrifter, du aldrig troede, du ville være i stand til. Behovet for at trække på ressourcer, du ikke anede, du havde, for at finde løsninger på de komplekse problemer, klippen kaster op, og for at fortsætte med at tro, når intet længere synes muligt. Når spillet kommer så tæt på grænserne for vores præstation, er det frem for alt støtten fra din partner, der gør det muligt for dig at nå toppen. Eventyret oplevet sammen, følelser som frygt og tvivl, men også glæde; øjeblikkene af medskyldighed og selvforbedring binder jer sammen på en meget speciel måde og fylder din hukommelse med uforglemmelige øjeblikke. Jeg føler mig aldrig alene i min udfordring, og derfor havde jeg brug for den person, jeg stolede mest på, min partner Jim Zimmerman, til dette projekt.
At klatre som et par er den bedste terapi, du kan hĂĄbe pĂĄ! NĂĄr du stĂĄr over for vanskeligheder, skal du lære at kommunikere, at udtrykke dine tanker klart, men konstruktivt. NĂĄr du er 500 meter oppe, kan du ikke bare rĂĄbe ad din partner eller stoppe med at tale til dem. Du skal finde en løsning sammen for at overvinde forhindringerne og nĂĄ toppen.Â
Â
Under vores første klatringer pĂĄ Fly var hver bevægelse ekstremt vanskelig, og jeg var lige sĂĄ tæt pĂĄ at forbinde dem sammen, som jeg var pĂĄ at deltage i en enhjørningeparade en dag. Men dag for dag forbedrede vores teknik sig, vi begyndte at mestre bevægelserne, indtil vi var klar til at starte et fuldt forsøg.Â
Â
Efter at have begyndt at klatre kl. 6.30 den første dag, havde vi klatret de første 16 pitches (hovedsageligt mellem 7b og 7c+) samt den 17. pitch (8b) lige før mørkets frembrud! Vores plan var at sove pĂĄ en portaledge og derefter klatre de sidste 3 pitches, som var de sværeste, pĂĄ den anden dag.Â
Da jeg vågnede, bad min udmattede krop mig om at give op. Tvivlen satte ind. I et øjeblik følte jeg trangen til at give op. Men Jim fandt ordene til at støtte mig og give mig styrken til at give alt, hvad jeg havde. Jeg forsøgte cruxet for første gang (19. pitch 8c), og jeg faldt ved den første svære sektion. Ingen panik, jeg havde stadig lidt styrke til et sidste forsøg. Jeg gik ind i min boble for en times hvile og slap af med presset, der tyngede mig, og genvandt min selvtillid. Da jeg startede den pitch igen, forsvandt frygten, så snart jeg lavede de allerførste bevægelser. Det var bare væggen og mig. Jeg passerede det første crux, men jeg kunne mærke mine arme være ved at eksplodere. Jeg fortsatte, kæmpede mod trangen til at give slip ved hver bevægelse, rystede mine arme efter hvert greb. Jeg fandt mig selv ved det sidste crux, få meter fra standpladsen. Min tro på det var så stærk, jeg følte Jims opmuntrende ord, jeg gav alt, hvad jeg havde tilbage... Og jeg faldt, en quickdraw fra standpladsen. Skuffelsen og frustrationen over at være kommet så tæt på mit mål, men fejle, var enorm. De følgende uger regnede det ned over Schweiz, hvilket efterlod mig ingen mulighed for at prøve igen.
Når klatring føles som at flyve.
Når klatring føles som at flyve.
Jeg føler, at jeg er nødt til at acceptere muligheden for, at jeg ikke vil være i stand til at gennemføre mit projekt i år. Måske vil jeg aldrig kunne? Når jeg træder ud af min komfortzone og begiver mig ud på en “umulig” udfordring, får frygten for fiasko mig nogle gange til at miste den selvtillid, jeg har til mine evner, en følelse af sårbarhed får mig til at stille spørgsmålstegn ved meningen med det, jeg laver. Hvorfor investere så meget tid og energi og ende med ikke at “tage trofæet med hjem”? Denne lille stemme sniger sig ind i mit sind: Har jeg sat mine mål for højt? Har jeg tilstrækkelige ressourcer?
At pĂĄbegynde et vanskeligt projekt er en til tider kompliceret proces, der fĂĄr dig til at udforske dine følelser. MĂĄden jeg hĂĄndterer dette pres pĂĄ, er at huske pĂĄ, at i sidste ende, om jeg klatrer eller ej, gør jeg det, fordi klatring gør mig glad. Og sĂĄ er magien ved et projekt, den sande udfordring, nĂĄr du ikke er sikker pĂĄ, om du kan gøre det pĂĄ forhĂĄnd, nĂĄr det endda virker umuligt i starten. Denne vej har lært mig at hĂĄndtere frustrationen over ikke altid at nĂĄ mit mĂĄl hurtigt og at bevare min selvtillid. Succesen med dette projekt er frem for alt, at jeg er blevet udfordret, har styrket bĂĄndet med min partner gennem utrolige minder, og jeg har nydt det grundigt. SĂĄ jeg kommer tilbage! Â
En stor tak til min partner Jim. Uden ham ville intet have været muligt. Til Nicolas Falquet for at klatre meter og meter for at fange vores eventyr, til mine sponsorer og til ĂĄbnerne af disse 3 enestĂĄende ruter (Roger Schäli, Michel Pitelka, Markus Iff, Bernd Rathmayr, Mäx Grossman, Stephan Eder og Matthias Trottmann).Â